Træning i graviditeten: Styrk dit helbred og velvære
Når du er gravid, så er din krop i en vild forandring. Der sker en masse, og det kan derfor være en god idé at overveje, hvordan du kan støtte din krop bedst mulig igennem din graviditet.
Træning i graviditeten er en rigtig god måde at styrke dit helbred på, men også dit velvære. Sundhedsstyrelsen anbefaler mindst 30 minutters moderat motion om dagen i alle tre trimestre, hvis din graviditet forløber normalt. Der er nemlig et utal af fordele, der følger med, når du træner i din graviditet – både for dig, men også for din ufødte baby.
Det kan dog være svært at finde ud af, hvad der er godt at træne som gravid, hvad man bør undgå og de fordele, der følger med. Det gør vi dig meget klogere på i dette indlæg. Desuden har vi hos WE TRAIN AT HOME lavet online gravidtræning, hvor du træner med os igennem din graviditet, så du kan føle dig sikker og i trygge hænder.
Når du dyrker motion i graviditeten, så er det både godt for dig, din baby i maven, fødslen og tiden efter. Det er blandt andet med til at:
- give dig fysisk og psykisk velvære
- mindske graviditetsgener (smerter, forstoppelse, hævelse, oppustethed)
- forbedre din søvn
- mindske overvægt og dermed belastning på kroppen
- mindske risikoen for svangerskabsforgiftning og graviditetssukkersyge
- du kommer dig hurtigere efter fødslen.
Når du sørger for at få rørt dig i løbet af graviditeten, så er du også med til at sænke risikoen for, at din baby er overvægtig ved fødslen. Der er derfor mange gode grunde til at få noget bevægelse ind i løbet af dagen.
Hvad og hvor meget må jeg træne som gravid?
Det er noget, som mange er usikre på, og det kan være en af årsagerne til, at nogle helt undlader træning i deres graviditet. Vi håber, at vi kan klæde dig godt på, så du har mod og lyst til at give dig i kast med træning som gravid.
Ifølge Sundhedsstyrelsen bør gravide motionere moderat minimum 30 minutter om dagen, hvis graviditeten forløber helt normalt uden komplikationer. Moderat betyder, at din puls stiger, og du bliver forpustet, men du kan stadig føre en samtale med andre imens. Eksempler på aktiviteter med moderat intensitet kunne være:
- styrketræning
- svømning
- en rask gåtur
- cykling.
Det vigtigste er, at du finder noget, som du synes er sjovt og motiverende, så det er nemmere at komme i gang. Du kan også sagtens dele de 30 minutter ud, hvis det fungerer bedre for dig, men aktiviteten skal gerne vare minimum 10 minutter ad gangen. Måske tager du et kvarter om morgenen og et kvarter senere på dagen. Det er helt op til dig, og hvad der passer bedst ind i din hverdag.
Disse aktiviteter bør du undgå under din graviditet
Selvom det er rigtig godt for dig at træne under din graviditet, så er der naturligvis nogle få aktiviteter, som du gerne skal undgå. Det drejer sig om aktiviteter, hvor der kan være risiko for fald eller slag på maven. Det betyder, at du f.eks. bør undgå håndbold, fodbold, kampsport, redskabsgymnastik og springridning. Derudover frarådes dykning, da der er en øget risiko for trykskader hos barnet.
Ellers er det vigtigste, at du er opmærksom på din krop under træningen og mærker, om alt føles normalt. De normale gener under en graviditet som træthed, kvalme, lette til moderate bækken- og lændesmerter er individuelt fra kvinde til kvinde. Derfor er det vigtigt, du mærker efter.
De normale gener er dog ikke noget, der skal holde dig tilbage fra at få noget bevægelse ind. Ofte får kroppen det nemlig meget bedre at få trænet. Hvis du er i tvivl, så anbefaler vi altid, at du taler med din læge eller jordemoder først.
Det er aldrig for sent at komme i gang
Jo før du kommer i gang med træningen i din graviditet, jo bedre. Det er dog aldrig for sent at komme i gang. Det kan være, at du lider af meget kvalme eller træthed, og så kan motion være det sidste, du har i tankerne. Husk på at lidt er bedre end ingenting, og du kan altid starte senere i graviditeten – men kroppen får det ofte bedre af at få bevæget sig lidt i løbet af dagen.
Hvis du har været vant til at dyrke motion, inden du blev gravid, så kan du roligt fortsætte med det under din graviditet. Du bør dog ikke have fokus på at forbedre din form, men i stedet kan du have et fokus på at holde kroppen ved lige og gøre noget godt for dig selv. Mange oplever, at de ikke kan det samme længere, som før de blev gravide, og det er helt normalt.
Hvis du ikke har været vant til at dyrke motion før, så kan du sagtens begynde nu, selvom du er gravid. Du vil helt sikkert mærke en masse positive effekter, hvis du går i gang med at træne, så det skal du endelig ikke være bekymret for.
Vil du gerne i gang med graviditetstræning? Få 14 dage gratis her.